I starten af 80erne fandt en kunststuderende en stabel kasse blandt affaldet udenfor et herberg i Philadelphia. Kasserne indeholdt godt 1200 ståltrådsfigurer og den studerende henvendte sig derfor til herberget, da han formodede de havde smidt dem ud ved et uheld. De kendte dog intet til kasserne og den studerende bragte dem derfor med sig til kunstskolen.
De besynderlige abstrakte figurer viste sig at være aldeles veludførte og de tiltrak sig hurtigt en del opmærksomhed i kunstverdenen. De bestod for størstedelen af forskellige genstande omhyggeligt omviklet med kraftig ståltråd. Til trods for deres noget usædvanlige vej til berømmelse, så var der ingen tvivl om, at skaberen besad kunstneriske evner der lå ud over almindelig hobbykreativitet – alene produktionens størrelse vidnede om noget ganske særligt.
Samlingen blev hurtigt kendt gennem dagblade og lokale tv-programmer, men der var aldrig nogen der henvendte sig med yderligere oplysninger. Mange af værkerne har en svagt afrikansk islæt og det har været spekuleret at kunstneren kunne være afroamerikaner. Kunstnerens monomaniske fokus og de ensformede motiverne kunne tyde på en svagt autistisk skaber, hvilket leder tankerne hen på kunstnere som Henry Darger (omtalt på Steampunk.dk her: En indsigt i livet i det uvirkeliges rige), men det er i virkeligheden ikke andet end gætværk. Det formodes yderligere at kasserne kunne være smidt ud ved kunstnerens død
I 1985 blev samlingen udstillet på Fleisher-Ollman Gallery i Philadelphia og de små abstrakte ståltrådsfigurer har siden været udstillet verden over – ståltrådsmandens identitet har man stadig ingen aning om.
Den mystiske ståltrådsmand fra Philadelphia,