Den hemmelige atomby under Grønlands is

Da Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) i 1997 fik tilladelse til at gennemgå tidligere klassificerede dokumenter i forbindelse med Thule-gate skandalen (oprydning af et nedstyrtet Amerikansk B-52 bombefly med atomvåben i 1968) faldt de over en række hidtil ukendte sikkerhedspolitiske korrespondancer mellem Danmark og USA fra perioden 1945 til 1968.

Spørgsmålet om Grønlands forsvar var en politisk varm kartoffel og Amerikanerne fik forholdsvis frie hænder i Grønland, så længe de garanterede forsvaret af Grønland, som vi ikke selv havde kapacitet til at forsvare. Officielt blev det til Thule Air Base, der fungerede som mellemstation for Amerikanske bombemaskiner, samt kontrol og varsling i forbindelse med angreb fra Warszawapagten – i den forbindelse opsatte man også Nike jort-til-luft missiler.

Operation Blue Jay fra 1951 til 1953 – konstruktionen af Thule Air Base

Mere end 120 skibe bragte 300k ton grej og 12.000 mand til Grønlands ødemark

Sikkerhedspolitikken i starten den kolde krig blev tilpasset Amerikanske ønsker og selvom Danmark officielt ikke tillod opstilling af atomvåben, så tillod man grundlæggende Amerikanerne at transporterer, lagre og opstille atomvåben i Grønland, så længe de gik lidt stille med dørene. Efter nedstyrtningen af den Amerikanske bombemaskine i 1968, måtte den Danske regering præciserer, at den slags griseri ville man bestemt gerne frabede sig.

En del af dokumenterne omhandlede arbejdet med en Amerikansk militær installation kaldet “Camp Century” i Nordøstgrønland godt 240km nordøst for Thulebasen. Camp Century var officielt en forskningsstation der hørte under US Army Polar Research and Development Center, men bag den klimatologiske facade havde det Amerikanske militær helt andre planer med basen.

Forskningsstationen Camp Century set fra luften i starten af 1960erne

Modsat de andre Amerikanske baser i Grønland, var Camp Century gravet direkte ned i indlandsisen. Et stort tunnelkompleks forbundet af en 300m lang ’hovedgade’, der var 8m bred og 9m høj. Ud fra den centrale gang var forskellige sidegange med præfabrikerede træbygninger; barakker, kantine, bibliotek, værksteder, postkontor og forskellige laboratorier og opmagasineringsbygninger – der var sågar et kapel.

De fleste af gangene var grundlæggende overdækkede grave, hvor snerydningsmaskiner havde pløjet en rende, der så blev lukket med bølgeblik og overdænget med sne. Der var dog også dele af basen der var sunket direkte ned i isen.

Basen var reelt en forskningsstation og hjemsted for en stab på godt 200. Der blev ikke stillet for mange spørgsmål og forskningens formål, men Camp Century var meget interesseret i selve isens beskaffenhed og bevægelse. Man var nemlig godt klar over at indlandsisen bevæger sig, men der fandtes ingen præcise data. Man lavede også forsøg med forskellige materialer, for at se hvordan isen påvirkede dem og håbede derfra at regne sig frem til en ideel langtidsholdbar konstruktion.

Sjovt nok var Camp Century, til trods for dens militære formål, en af de første rigtige forskningsstationer for klimatologiske forskning ud fra iskerner og den samling basen opbyggede anvendes stadig af forskere i dag.

Som den opmærksomme læser sikkert allerede har regnet ud, så var det ikke udelukkende interesse for Grønlands imponerende gletsjere der drev værket. Bag hele Camp Century facaden gemte der sig et langt mere alvorligt forsøg: Project Iceworm.

Iceworm var et den kolde krigs utallige atomvåbenprojekter. Ideen var et gigantisk tunnelkompleks under indlandsisen, hvor flere hundrede atommissiler både kunne gemmes og affyres. Det var ikke bare en snehule med tilhørende mellemdistanceraketter, men et 4000km langt netværk af affyringssiloer forbundet med jernbaner, så missilerne kunne flyttes rundt i landskabet. Planlæggerne havde beregnet, at hele komplekset ville dække ca. 140.000 km2, og at det ville kræve 11.000 mand at betjene systemet.

Camp Century, der altså var et forstadie til Project Iceworm, viste dog, at indlandsisen ikke sådan bare lige lader sig erobre. Arbejdet med at vedligeholde den forholdsvis beskedne base var uforholdsmæssigt krævende. Folkene på basen flyttede over 120 ton sne om måneden, bare for at holde deres barakker nogenlunde sikre. Det lykkedes dem heller ikke at finde et materiale, eller en byggeteknik, der kunne modstå isens evige vandring.

Forsøgene viste derfor med al tydelighed, at et missilanlæg af den tiltænkte størrelse aldrig ville blive mere end en science fiction ide af den type den kolde krig frembragte i dusinvis. Strategic Air Command måtte finde et andet sted at parkerer deres missiler.

Indgangen til Amerikanernes tophemmelige Camp Century

I 1964 lukkede Camp Century ned som helårsbase, men fungerede som sommerstation frem til 1966, hvor den sidste amerikanske soldat forlod basen. Uden vedligeholdelse blev de basens gange og tunneller hurtigt offer for den krybende is og da et forskningshold besøgte Camp Century i 1969, var ødelæggelserne så fremskredne, at de dårligt kunne komme ned i hovedgangen. Basen blev herefter glemt, indtil Dansk Udenrigspolitisk Institut fandt de gamle skumle aftaler i udenrigsministeriets gemmer.

Det er uvist hvor meget af basens grej der nu ligger knust under isen, men det er garanteret at indlandsisen ufortrødent skubber resterne af Camp Century frem mod havet.

En knust beboelsesbarak fotograferet under besøget i 1969

Det vil nok komme bag på mange læsere, at vi fra november 1960 til 1964 havde et operativt atomkraftværk på Dansk jord. Camp Century blev nemlig forsynet af en Alco PM-2A reaktor, der blev fragtet til bases først i 60erne. Det var selvfølgelig ikke sådan bare lige at fragte brændstof til konventionelle generatorer 240km over indlandsisen og allerede i starten af 50erne, havde US Army forhørt sig om muligheden for et mini atomkraftværk hos det berømte Oak Rridge National Laboratory. Dette forskningsarbejde udmøntede sig i det lille fikse PM-2A atomkraftværk på kun 800 ton (verdens første transportable atomkraftværk).

Først i 1960 var det $8,2 millioner dyre værk klart og blev fragtet til Grønland i største hemmelighed ombord på en US Air Force C-130 (af flere omgange). Alco reaktoren kunne levere 1500kw og 1 million btu i timen, på bekostning af godt 40kg uran om året – en fornuftig energipolitik i forhold til de 3,2 millioner liter brændstof en almindelig generator forbrugte. I november indsatte man den sidste af 37 uranstænger og kraftværket brummede i gang: Danmark havde fået atomkræft (om end det var ukendt blandt befolkningen).

Hvad er den af? Radioaktivt brændsel på Dansk jord i 1960

Da Camp Century lukkede var man godt klar over, at det nok ikke var så smart, at overlade Alco reaktoren til indlandsisen. Normalt bruger Amerikanerne ikke mange kræfter på at flytte gammelt materiel rundt, men heldigvis gjorde de en undtagelse med Camp Century’s reaktor. I løbet af foråret 1964 blev værket afmonteret og i løbet af sommeren kørte en kortege af snefartøjer af sted fra Thulebasen, for at hente hele svineriet.

Radioaktivt materiale fjernes i 1964, da Camp Century begynder at lukke ned

Be Sociable, Share!

• 
•