På badeferie med Graf Ferdinand von Zeppelin

Der var næsten ikke et øje tørt, da det tyske luftskibsselskab Cargolifter AG i 1996 tog hedengangne Ferdinand von Zeppelins livsdrøm op til genovervejelse og proklamerede starten på luftskibets anden epoke. Tyskerne er historisk stolte af deres glorværdige luftskibshistorie og det skortede ikke på investorer. Umiddelbart lyder det måske besynderligt, men faktisk er der teoretisk marked for de store elegante luftskibe; problemet er at overbevise kunderne om det.

I 2000 blev Cargolifter AG børsnoteret og tiltrak sig samtidig en gedigen pressedækning, der bevirkede at hobevis af private små investorer kastede penge efter ideen om luftskibe, der måske havde mindre forstand på lufttransport end godt var. Produktet hed CL160 og var et luftskib efter von Zeppelins hjerte: 65m i diameter og 260m langt, med en løftekapacitet på 160 ton (større end LZ 129 Hindenburg).

Cargolifter AG gik til sagen med ildhu og konstruerede som noget af det første en gigantisk hangar til 78 millioner euro på en nedlagt militærflyveplads i Wiesbaden: 360m lang, 220m bred og med 106m til loftet. Luftskibe stod det lidt værre til med. Det lykkedes dem at fremstille en lille prototype og en ballon med en løftekran, men det viste sig langt mere komplekst end forventet, at fremstille verdenshistoriens største luftskib.

I 2002 gik Cargolifter AG konkurs med et drøn. Drømme havde de haft nok af, men fremstillingen af en ny type luftskib med adskillige uafprøvede teknologier, er ikke nemmere end at fremstille en moderne airliner. Både ingeniører og investorer havde seriøst undervurderet opgaven. Tilbage stod kreditorerne med et fjoget udtryk i ansigtet og verdens største hangar (der dog i sig selv var en særdeles imponerende konstruktion).

I 2003 blev hangaren solgt for 20% af konstruktionsprisen og folk med mere jordnære ideer rykkede ind. Anvendelsesmulighederne af den gigantiske bygning var forholdsvis begrænsede (hvis man skal tjene penge samtidig), men der er heldigvis altid folk med visioner. I 2004 var hangaren transformeret og åbnede som Tropical Islands Resort: verdens største indendørs badeland!

Tropical Islands Resort dækker 66.000 kvadratmeter og er som navnet antyder indrettet efter tropisk forbillede. Der r 30.000 kvadratmeter simuleret tropelandskab, med over 29.000 planter (500 forskellige slags). Derudover har badelandet naturligvis vandrutsjebaner, bølgebassiner, minigolf, flere scener til underholdning og det er selvfølgelig er der også muligt med en indendørs flyvetur i ballon.

Cargolifter AG eksisterer i dag som CL CargoLifter GmbH & Co. KG og arbejder stadig på drømmen om luftskibe. De har dog stukket en finger i jorden og beskæftiger sig nu med langt mindre fartøjer.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 8.7/10 (11 votes cast)
På badeferie med Graf Ferdinand von Zeppelin, 8.7 out of 10 based on 11 ratings
Be Sociable, Share!
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , | 1 Comment

One Response to På badeferie med Graf Ferdinand von Zeppelin

  1. Carsten says:

    Var der nogen der mumlede Lalandia??? 🙂

    Carsten

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *