Siden den første prøvesprængning af et atomvåben i Alamogordo, New Mexico, 16. juli 1945, har verdens atommagter foretaget 2050 prøvesprængninger (plus 2 faktiske sprængninger over Japan i 1945). Eksplosionernes kræft har strakt sig fra godt 0,1 kiloton til 50 megaton. Det nærmer sig faktisk den ødelæggelse man kunne forvente i forbindelse med en forholdsvis omfattende atomkrig – en all out atomkrig i 1960erne ville have involveret 15-30.000 a-våben.
I løbet af 1950erne og i starten af 1960erne var der mange tiltag for at stoppe, eller begrænse, prøvesprængninger (og akkumuleringen) af atomvåben, men den kolde krigs atmosfære af mistro satte en stopper for egentlige fremskridt. Nævneværdigt da USA mistede et U2 spionfly over Sovjetunionen umiddelbart inden et topmøde i 1960. Eisenhower nægtede at undskylde krænkelsen af sovjetisk luftrum og Nikita Khrushchev forlod mødet i vrede.
Først i 1963 lykkedes det at indgå en aftale, der kunne bringe civilisationen lidt væk fra afgrundens rand. Ingen af parterne var dog interesseret i et fuldstændigt stop, da dette samtidig ville sætte et punktum for udviklingen af landenes atomvåbenarsenal; et skridt ingen var parat til at tage. Traktaten kom derfor til at gælde prøvesprængninger i atmosfæren, under vandet og i rummet – hidtil er der dog aldrig foretaget atomvåbensprængninger i rummet. Efter 1963 er størstedelen af prøvesprængninger derfor foretaget under jorden, hvilket begrænser, hvis det ikke ligefrem eliminerer, radioaktivt nedfald. Frankrig og Kina har ikke underskrevet denne traktat og fortsatte atmosfæriske sprængninger.
Aftalen om stop for atmosfæriske prøvesprængninger har begrænset antallet af disse til 500. Det anslås (konservativt) at mindst 11.000 er døde som følge af radioaktiv forurening fra disse sprængninger. Det skal tilføjes, at alle de virkelig store sprængninger i megatonklassen er foretaget i atmosfæren, så hvis man beregner sprængningerne ud fra udbytte, er størstedelen atmosfæriske sprængninger.
I 1990 påbegyndte Sovjetunionen et unilateralt stop for prøvesprængninger. Storbritannien fulgte efter i 1991 og USA i 1992. Frankrig fortsatte deres prøvesprængninger (som mange sikkert husker) indtil 1996, det samme gjorde Kina. På nuværende tidspunkt er det kun Indien, Pakistan og Nordkorea der ikke har underskrevet aftalen om atomvåbenprøvesprængninger – Israel indtager en særlig plads, da landet aldrig officielt har indrømmet at besidde atomvåben og sandsynligvis aldrig har foretaget prøvesprængninger. Pakistan og Indien foretog begge sprængninger i 1998 og Nordkorea afprøvede deres første atomvåben i 2006.
Den japanske kunstner Isao Hashimoto har skabt nedenstående uhyggelige video, der viser de 2053 atomsprængninger foretaget i perioden 1945 til 1998. Gør jer selv den tjeneste, at se hele videoen igennem, der er en temmelig chokerende oplevelse. De mange tests har afstedkommet en global radioaktiv forurening, som vi kommer til at have glæde af de næste mange tusinde år.
Atomkrigen vi overlevede,