De tidlige 50ere frembragte et stort antal militære jetmaskiner. De første jetdrevne flyvemaskiner var gået i luften i slutningen af anden verdenskrig og i perioden umiddelbart efter, satte supermagterne alle sejl til, for at holde sig på forkanten af den nye teknologi. Umådelige mængder af tysk forskning, der var faldet i sejrherrernes hænder hjalp til med at starte den såkaldte jetalder.
Hvor man i dag gerne benytter variationer af samme maskine til forskellige opgaver, var der i 50erne specifikke maskiner for specifikke opgaver. Der var interceptere, jagerbombere, natjagere, fotorekognosceringsmaskiner, altvejrsjagere og eskortejagere m.m.
En af maskinerne var North American Aviation F-86D Sabre (også kaldet Sabre Dog) fra 1949, der selvom den delte nummer med North American Aviation F-86 Sabre i virkeligheden var en selvstændig type. Den jævne F-86 var en dagjager, hvorimod D modellen var en altvejrsjager – derfor radomen hvorunder radaren sad. Mellem 1958 og 1966 fløj forskellige danske eskadriller med typen – flyvevåbnet havde 60 i alt.
En anden type som vi brugte herhjemme var North American Aviation F-100 Super Sabre fra 1953. Det var Danmarks første overlydsfly og piloterne fra de mindre kraftfulde eskadriller valfartede i 1959 til Karup for at få et overlydsknald i F-100D. Flyvevåbnet var ikke just heldige med typen og de mistede i alt 35 maskiner – desværre også en del piloter, heriblandt min onkel.
Super Sabre var en supersonisk Jagermaskine (den første US Air Force maskine der var supersonisk i level flight) fremstillet som en højydelses afløser for F-86, men da F-86eren viste sig at være en ganske solid air superiority fighter, omdøbte man F-100 til jagerbomber. Det var den første af den såkaldte Century Series, der også talte McDonnell F-101 Voodoo, Convair F-102 Delta Dagger, Lockheed F-104 Starfighter, Republic F-105 Thunderchief og Convair F-106 Delta Dart.
Danmark fløj endnu en maskine fra Century Serien, nemlig interceptoren Lockheed F-104 Starfighter. Maskinen havde fløjet første gang i 1954, men blev ikke operativ før starten af 1958. Som interceptor skulle F-104 både være hurtig og kunne stige. En General Electric J79 turbojet med efterbrænder sørgede for at kunderne ikke blev skuffede. Starfighteren fløj et pænt stykke over 2 gange lydens hastighed og den høvlede deropad med 244m i sekundet – over dobbelt så hurtigt som F-100D.
Danmark modtog sine første F-104G i 1964 som afløser for F-86D. I alt fik flyvevåbnet 51 Starfigthers og mistede i løbet af 22 år hele 12 maskiner og desværre også en del piloter. F-104 blev udfaset i 1986, hvor flyvevåbnet fik F-16 som afløser. Det Italienske flyvevåben fløj dem indtil maj 2004.
Som nævnt var 50erne jetjagernes absolutte guldalder. Jeg har ikke tal på de forskellige maskiner, men alene i USA fremstillede man dusinvis af nye typer, ofte duplikerede man næsten arbejder, da US Navy naturligvis ikke kunne flyve maskiner fremstillet til US Air Force og omvendt. I enkelte tilfælde fik US Marines også fremstillet deres egne maskiner, så i stedet for én solid jagermaskine, fik man 3 fuldstændige forskellige maskiner. Legen stoppede i 60erne, hvor det gik op for regeringen, hvor meget selve udviklingen af en ny flyvemaskine kostede. Herefter forsøgte man at deles om udviklingen og der kom gradvis færre typer i luften. Indenfor de næste 5 år, så er den kun én fælles maskine for de tre værn: Lockheed Martin F-35 Lightning II. Herunder skal vi dog se på et lille udvalg fra de glade 50ere.